| En del af | |
| Nordisk Mytologi | |
 | |
|---|---|
Sagn
Jorden bliver til
Ormen, ulven og deres søster Hel | |
Helte & heltinder
Sigurd Fafnersbane • Amled • Regnar
Erik Mennesker | |
Uhyrer & monstre
Midgårdsormen • Fenrisulven
| |
Overnaturlige væsner
Dværge • Ildjætter • Jætter • Jættekvinder
Lysalfter • Urjætter | |
Steder
Alfheim • Asgård • Helheim • Jotunheim
Midgård • Muspelheim • Niflheim Svartalfheim • Vanaheim | |
| NORDISK MYTOLOGI KATEGORI | |
Ginnungagab hed det store tomrum midt i verden mellem Niflheim i nord og Muspelheim i syd – den golde tomhed, intet hav, ingen strand, hverken himmel eller jord, hvor græs kunne gro. Gabet lå mellem Niflheims isnende bræer og Muspelheims glohede ild.
Men efterhånden som bræerne skød frem mod det tomme gab, mødte de varmen, flammerne og gnisterne fra Muspelheim, og isen blev til rim, rimen til damp, og i det vindstille Ginnungagab blev dampen til dråber, og dråberne fik liv, blev først til jætten Ymer og så til koen Audhumbla.
Fra Audhumblas yver løb fire floder med mælk, som Ymer drak og fik næring af; mens han lå og sov, voksede en mand og en kvinde ud af hans svedige armhuler, og hans venstre fod fik en søn med den højre. Fra dem stammer det troldfolk, som hedder rimturser.
Audhumbla slikkede den salte sten, og den første aften var håret af en mand kommet frem, den anden aften hans hoved og tredje dag hele manden, stor, stærk og smuk. Han hed Bure og blev fader til Bur; Bur ægtede Bestla, datter af jætten Boltorn; deres sønner er Odin, Vile og Ve.
De dræbte Ymer, og alle turserne druknede i hans blod, undtagen Bergelmer og hans kone; fra dem stammer alle senere rimturseslægter.
Men Burs sønner bragte den døde Ymer ud midt i det tomme Ginnungagab og skabte Jorden af hans krop: kødet blev det faste land, hans blod blev til havet, søerne og elvene; klipper dannede de af hans knogler og alle de løse sten, store og små, af hans tænder og løse benstumper. Hans hjerneskal satte de op som himmelhvælv, og de anbragte dværgene Østre og Vestre, Nordre og Søndre til at bære den, én i hvert hjørne. Af hans hjerne dannede de de tunge skyer.
Fra Muspelheim kom der stadig en mængde gnister og funker, som fløj løse omkring; dem brugte guderne til at skabe alle stjernerne, der sidder på deres faste pladser højt og lavt på himlen, foruden planeterne, som vandre i deres bestemte baner. Også solen og månen blev skabt af de mange gnister.
Men der var en mand, Mundilfare, der havde to børn, som han syntes var så smukke og strålende, at han kaldte pigen for Sol og drengen for Måne. Det syntes guderne nu var for pralende, og til straf tog de børnene og satte dem op på himlen, hvor de styrer hestene, som trækker vognene for den rigtige sol og måne.
Solens heste hedder Arvak og Alsin, men for at kunne nå den halve himmel rundt eller mer på kun én dag må de rende så stærkt, at guderne blev nødt til at sætte to blæsebælge under bugen på dem for at køle. En anden grund til, at Sol må køre så hurtigt, er, at hun forfølges af ulven Skoll, som jo indhenter hende hver aften og sluger solen.
Hendes broder Måne styre på samme måde månens vogn og råder for månefaserne ny og næ, mens han forsøger at køre fra ulven Had.
Den store Nat er selv datter af en jætte, men hun blev gift med Delling, som er i familie med aserne. De fik sønnen Dag, der er lige så lys, som hans moder er mørk. De to skiftes til at køre på himlen med deres hest og vogn; nattens hest hedder Rimfakse, og skummet fra dens bidsel falder hver morgen som dug på jorden, og samtidig kan man se, hvordan dagen kører frem med sin hest Skinfakse, og al luft og jord får lys fra skinnet fra dens manke.
Da Odin, Vile og Ve havde sørget for alt dette, vandrede de langs stranden, og blandt det, som havet havde skyllet op, fandt de to udgåede træer. Men nu gav Odin dem ånd og liv, fra Vile fik de forstand og af Ve alle sanserne. De kaldte dem Ask og Embla, og fra dem stammer alle mennesker, som bor i Midgård. (Nogle siger, at det var Høder og Lodur, som hjælp Oden den dag.)
Men først tog Burs tre sønner Ymers øjenvipper og brugte dem til at rejse et stærkt hegn rundt om hele Midgård, så menneskene kunne være i sikkerhed for jætterne, som holder til i Udgård yderst langs verdenshavets kyster. Allerlængst mod nord sidder jætten Hræsvælger, ligslugeren; han har skikkelse af en ørn, og det er, når den slår med vingerne, at storme rejser sig, som bringer havet i oprør og får skibe til at forlise.
Menneskene fik således deres bolig midt mellem Udgår og Asgård. Men man ved ikke rigtig, om Asgård lå på Jorden eller oppe i himlen, for den eneste adgang er ad broen Bifrost, regnbuen, og den er der ingen, som ved hvor ender. Men selv om regnbuen ser luftig ud, er den solidere, end man skulle tro, og desuden består det røde i den af flammer, som ingen jætte tør gå hen over, indtil Ragnarok kommer – verdens undergang, hvor ildjætterne fra Muspelheim skal rykke frem over broen mod Asgård.
Da guderne nu havde indrettet Asgård til sig selv og Midgård til menneskene, opdagede de, at der var gået maddiker i Ymers kød, som de havde brugt til at danne Jorden. Dem gav de så både menneskeskikkelse og menneskeforstand og skabte på den måde dværgene, som bor i jord og sten; de er kendt for at være dygtige smede, men også for at bruge trolddom og trylleri i deres arbejde, og det er flere gange sket, at guderne har måtte bede dværgene om at hjælpe sig.
Midt i Asgård står asken Yggdrasil, verdens største træ; det er så stort, at stammen når fra himlen til jorden, og grenene breder sig ud over hele himlen, ja højere op endda! Det har tre rødder, som når til hver sin verden og ender i hver sin kilde eller brønd; den ene rod strækker sig til Niflheim og den kolde kilde Hvergelmer, den anden til Jotunheim, dér hvor Mimer vogter visdommens brønd, mens den tredje går ind under selve Asgård til Urds brønd, hvor aserne samles hver dag for at holde ting. Sådan er livstræet forankret i tre verdener, og således skal det stå, indtil alting forgår.
Brønden i Asgård vogtes af tre norner Urd, Verdande og Skuld, der bestemmer hvert menneskes skæbne og spinder dets livstråd. Men ligesom den spundne tråd ikke altid er lige glat og fast, således bliver menneskets skæbne meget uens; livstråden kan på et stykke være glat, på et andet knudret; den kan blive løs eller fast, og ingen ved, hvornår den klippes over.
Men der er mere at fortælle om asken Yggdrasil. I toppen sidder en ørn, og mellem ørnens øjne en høg, Vedfolner; nederst ved den ene rod gnaver slangen Nidhug og andre orme, som lever i kilden Hvergelmer, og op og ned ad stammen piler egernet Ratatosk, der bringer ondsindet sladder mellem slangen og ørnen. I grenene går der fire hjorte og napper de unge skud, men træet visner dog aldrig, og bierne lever af dug, som falder fra bladene; honningfald hedder den.
Guderne har bygget sig mange gårde og helligsteder i Asgård, men den prægtigste hal er dog Gimle, som står ved himlens sydlige ende; dens tag er af det pure guld og stråler stærkere end selve solen. Og når himmel og Jord forgår, skal Gimle stadig bestå, og dér skal de skyldfri skarer mødes og i lys leve lykkelige dage.
Kilder
- Saxtorph, Niels. 1998. »Jorden bliver til.« I Nordiske Gude- og Heltesagn, af Niels Saxtorph, redigeret af Georg Vejen og Per Kølle, 13-18. Viborg: Sesam.